Wales' historie

Wales' historie begynder med ankomsten af mennesker for tusinder af år siden. Neandertalere levede i det som i dag er Wales, eller Cymru på walisisk, for mindst 230.000 år siden, mens homo sapiens, som dagens moderne menneske nedstammer fra, kom til for omkring 29.000 år siden.^[1] Permanent beboelse af moderne mennesker fra perioden efter den sidste istid begyndte omkring 9000 år f.Kr., og Wales har mange levn fra ældre og yngre stenalder samt bronzealderen. I løbet af jernalderen var området, ligesom hele øen Storbritannien syd for Firth of Forth, domineret af britonere og britanniske sprog, der i eftertiden har karakteriseret keltere.^[2] Romerne, som begyndte erobringen af Britannien i år 43, drog i år 48 på felttog mod folkestammen dekeanglere i NØ og fik total kontrol over regionen. Den romerske provins Britannien opstod efter deres sejr over ordovikere i år 79. Romerne forlod øen i 400-tallet, hvad der fik angelsaksere til at invadere og bosætte sig. Derefter begyndte det britanniske sprog og kultur at gå i opløsning, og flere grupper og folk blev dannet. Det walisiske folk var den største af dem og regnes generelt som selvstændigt brittonisk-talende folk efter 1000-tallet.^[2]

Et antal kongedømmer blev dannet, efter romerne trak sig ud af Wales. Mens den mægtigste hersker var anerkendt som "konge af britonerne" (senere Tywysog Cymru: leder eller fyrste af Wales), og en del herskere strakte deres kontrol over andre walisiske territorier og ind i det vestlige England, var der dog ingen af dem, som formåede at forene Wales i længere tidsrum. Gensidig ødelæggende kampe og stridigheder samt pres fra de engelske og senere af de normanniske erobrere førte til, at de walisiske kongedømmer gradvist kom ind under den engelske krone. I 1282 førte Llywelyn den sidstes død til erobringen Wales' fyrstedømmer af kong Edvard 1. af England; senere fik arvingen til den engelske monark titlen "Prins af Wales". Waliserne forsøgte sig med flere oprør mod det engelske styre, hvoraf det sidste betydningsfulde blev ledet af Owain Glyndwr tidligt i 1400-tallet. I 1500-tallet gennemførte kong Henrik 8. af England, der selv var af walisisk afstamning, Laws in Wales Acts 1535–1542, en række love som indlemmede walisiske love i engelske og at indføre engelsk administration i Wales for at skabe ét rige. Under engelsk overherredømme blev Wales en del af Kongeriget Storbritannien i 1707 og derefter Det forenede kongerige Storbritannien og Nord-Irland i 1801. Dog beholdt waliserne deres sprog og kultur til trods for stærk engelsk dominans. Udgivelsen af den første walisiske oversættelsen af Bibelen af William Morgan i 1588 blev meget betydningsfuld for fremme af walisisk som skriftsprog.^[3]

I 1700-tallet oplevede Wales begyndelsen på to forandringer, som i høj grad kom til at påvirke området:

• den walisiske metodistisk fornyelse, som førte til at landet religiøst set i stigende grad vendte sig fra den engelske kirke, og
• den industrielle revolution. I løbet af 1800-tallet oplevede særligt det sydøstlige Wales en hastig industrialisering og en dramatisk vækst i befolkningstallet som et resultat af en stærk stigning i kul- og jernindustrien.^[4] Disse industrier faldt efterhåndeni betydning i løbet af 1900-tallet, mens nationalopfattelsen og interesse for selvbestemmelse voksede. Labour Party (Arbejderpartiet) erstattede Liberal Party (Det liberale parti) som den dominerende politiske kraft i 1940'erne, mens nationalistpartiet Plaid Cymru fik fremgang i 1960'erne. I en folkeafstemning i 1997 godkendte de walisiske vælgere overgangen af regeringsansvaret til den walisiske nationalforsamling, som første gang blev sammensat i 1999.

1. ^ Davies, J. A.: History of Wales, ss. 3–4.
2. ^ ^{a b} Koch, ss. 291–292.
3. ^ Davies, John (red.) (2008): The Welsh Academy Encylopaedia of Wales. Cardiff: University of Wales Press. Side 572. ISBN 978-0-7083-1953-6.
4. ^ Williams G.A.When was Wales? Side 174